Trafikal ligestilling betyder, at bil- og ø-færgetransport ligestilles. Det vil sige, at det koster det samme at tage en ø-færge, som det ville have kostet at køre samme strækning i bil. Ordningen omfatter i alt 33 færgeruter i 21 kommuner og er med til at binde vores land sammen.
Et enigt Folketing
Et enigt Folketing besluttede i 2016, at der skulle være trafikal ligestilling for ø-færger, men de lod det ikke gælde, når vi har sommerferie. Mange børn, børnebørn og familier har hermed været forhindret i at opleve store dele af Danmarks skønne kyst og natur og fædrelandets mange øer med deres helt særlige stemning. For det var simpelthen for dyrt at benytte en ø-færge. Faktisk over 120% dyrere end ellers. En bil med fire voksne koster fx kr. 1600 t/r til Ærø om sommeren. Folketinget er nu enige om, at det er slut med dette store prishop, når vi alle springer ud i sommerlivet.
En overskudsforretning for hele Danmark
Trods stor opbakning til fuld trafikal ligestilling for ø-færger, så får jeg imidlertid spørgsmålet, om det nu også kan være rimeligt, at der skal tages kr. 50 mio. op af statskassen hvert år for at betale for trafikal ligestilling og et mere sammenhængende Danmark. Spørgsmålet er jo reelt, men jeg kan trøste vedkommende med, at en nylig analyse fra juli 2023 udført af VisitDenmark viser, at Ærø betaler kr. 88 mio. om året til statskassen afledt af øens turisme. Der betales tilsvarende skat fra de andre øer til statskassen, men for nemheds skyld, så lad os sige, at Ærø betaler gildet. Der vil så fortsat være kr. 38 mio. i overskud til statskassen og jeg vil samtidig give statsgaranti for, at Ærø med fuld trafikal ligestilling fremover vil skaffe endnu flere penge til statskassen og årligt. Folketingets enighed er derfor fuldt finansieret og ikke bare hviler i sig selv, men giver økonomisk overskud.
De danske øer er i top 5
Nu vokser træerne måske ikke ind i himlen, men hvis vi betragter de danske øer som EN samlet turistattraktion, så besøges de af mindst 1.2 mio. gæster om året, hvilket bringer øerne ind i top 5 for de mest populære attraktioner i Danmark kun overgået af fx Zoologisk Have og Tivoli i København. De danske øer gavner hermed Danmarks samlede turisme og bidrager positivt til Danmarks nationalregnskab og hvorfor skal vores børnefamilier ikke også have råd til at besøge en ø om sommeren helt tilsvarende de andre attraktioner i Danmark.
Opdag hele Danmark
Jeg vil derfor indbyde alle til at besøge, opdage, opleve, arbejde og bo i byer, på land og på øer og hvor det nu passer ind i livets mange forskellige faser. Nogen starter måske med at bo i en by og flytter senere ud på landet og andre gør omvendt. Mulighederne er mange. God opdagelse til alle og tak til et enigt Folketing.