Marstal
Ærøs største by Marstal var og er stadig øens centrum for søfart og sejlads. Her er både levende by- og havnemiljø.
Marstal er Ærøs største by og var engang landets næststørste søfartsby, kun overgået af hovedstaden. Når du går en tur gennem byen eller langs havnen, vil du med det samme opleve, at byens maritime historie stadig ses og opleves overalt i byen.
Søfartstraditioner der varer ved
Søfarten er stadig byens livsnerve; her finder du nemlig Marstal Navigationsskole, der i mere end 150 år har uddannet navigatører til den danske handelsflåde, og stadig er meget aktuel den dag i dag.
Hvis du vil dykke ned i Marstals maritime historie, kan vi bestemt anbefale en tur på Marstal Søfartsmuseum, hvor "museum" er falsk varebetegnelse. Stedet er sømændenes skatkammer, og det er ikke anonyme personer, der træder frem på billederne. "Hende med den store hat på agterdækket var min oldemor," fortæller rundviseren; så er scenen sat.
Levende byliv og charmerende havnemiljø
I Marstals hovedgader, Kirkestræde og Kongensgade, finder du både butikker, frisører, cafeer og restauranter. Den lokale handelsforening følger årets traditioner og sørger fx for fine julepynterier og (u)hyggelige Halloween-udsmykninger – og dertilhørende aktiviteter. I juli går det løs med By Night om fredagen.
Langs havnen finder du et charmerende miljø med smalle gader og maritime virksomheder og en helt naturlig udsmykning af joller og fiskegarn. På havnen finder du både spisesteder, campingplads, vandrehjem og aktiviteter for store og små.
Hvert år er byen desuden hjemsted for bl.a. Ærø Harmonikafestival, Øhavet Festival lokale byfest Grollefesten.
Rundt om Marstal
I udkanten af Marstal finder du bl.a. Skipper Park Marstal; en maritim forlystelsespark, som åbnede i sommeren
2022. Tæt herpå kan du nyde naturen i Egehovedskoven, som gør sig godt i al slags vejr. Marstal ender ud i landtangen Eriks Hale, som er en af Ærøs lækre sandstrande og hjemsted for 19 af de smukke ærøske, badehuse, som du måske har hørt om.
Marstals historie
I starten af 1600-tallet var Marstal et større fiskerleje, men da Ærø blev delt mellem fire hertuger faldt området under Hertug Christian, der satte godt gang i væksten af byen. Da handel på det tidspunkt kun måtte foregå gennem købstæder og Ærøskøbing var øens eneste købstad, måtte man i Marstal gå ulovlige veje for at skabe vækst. Dette var utrolig lukrativt for Marstal og værfter åbnede på stribe for at imødekomme behovet for en national handelsflåde. Dermed var grundstenen lagt til det maritime kraftcenter, som senere blev – og stadig er - Marstals adelsmærke.
Der er en sjov detalje ved Marstals byplan. Den er nemlig lagt med havet som centrum - og endda helt uden lineal. Derfor går alle veje og stier (kaldet snorrer) fra hovedgaden mod havnen og havet.