Kyst og åbne vidder til alle på Ærø
For mange er det Ærøs kyst og åbne vidder, der trækker dem tilbage igen og igen. Vi anbefaler at opleve øen i et roligt tempo – udforsk de mange udendørs oplevelser.
Sommerferie på Ærø er ferie for alle aldre. Her skaber I jeres egne sommerminder, og på Ærø er der masser af plads til netop det.
Vi ved ikke, om det er børnenes krabbevæddeløb og de lange dage på stranden, der gør det? Eller de lokale sommerfester, de hyggelige gågader og sommerens koncerter måske? Det kan også være solnedgangene ved Voderup, roen og nærværet eller aftenturene i den ærøske natur?
Det vi ved er, at sommerferie på Ærø er skabt til gentagelser. Og vi ved, at sommerferie på Ærø skaber varige minder.
Sammen med Langeland, Faaborg og Svendborg udgør Ærø Geopark Det Sydfynske Øhav, som blev udnævnt til UNESCO Global Geopark i marts 2024. Når du besøger os, kan du bl.a. opleve det helt særlige landskab, som har defineret geoparkens natur og kultur gennem 10.000 år.