Torvet i Ærøskøbing
For 10 år siden blev torvet i Ærøskøbing brugt som parkeringsplads.
I dag finder I både butikker, caféer, ishus og et skønt afslapningsområde med bænke midt på torvet. Og den gamle købmandsbutik er i dag lavet om til Den Gamle Købmandsgaard, som både er café og købmand med lækre delikatesser, lokale produkter, god mad, kage og kaffe.
Midt på torvet kan I se to pumper. Her hentede byens borgere vand helt indtil 1952. Og de virker faktisk stadig; hvis I pumper længe nok, kommer der vand ud af den ene.
Torvets ældste bygning er den med lindetræerne foran. Den er bygget i 1789, selvom der står 1782 på bygningen. Her gik byens børn i skole indtil 1849, hvor man byggede en ny skole lige ved siden af, nemlig den gule bygning til venstre, der i dag huser Brasserie På Torvet.
Om sommeren holdes der torvemarked hver onsdag og lørdag og op til jul afholdes det populære julemarked.
Torvet i Ærøskøbing er en af posterne på Ø-SKATTEJAGTEN på Ærø. Skattejagten er en del af projektet Øhigh5, som støttes af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.