Hobbithytter og hængekøjer på Søby Strand Camping
Snup en nat under åben himmel eller i en af de charmerende hobbithytter på Søby Strand Camping.
Har du lyst til at prøve en anderledes og spændende campingoplevelse? Så er de hyggelige hobbithytter eller behagelige hængekøjer hos Søby Strand Camping måske noget for dig.
På pladsen finder du tre hytter med plads til henholdsvis 2, 3 og 4 personer. Fra terrassen foran hytterne har du den smukkeste havudsigt og der er ikke langt til stranden, hvor du fra badebroen kan snuppe en kølig dukkert.
Hytterne er indrettet med spiseplads og dobbeltseng eller køjesenge. Udenfor de hyggelige hytter er en dejlig terrasse, hvor du kan nyde den smukke udsigt. I hytterne er der dyner og puder samt strømudtag. Sengelinned medbringer du selv eller eller lejer på campingpladsen. Der er ikke køkken eller toilet og bad i hobbithytterne, men det finder du i servicebygningen.
Du kan også prøve at sove i hængekøje under åben himmel. Det er en helt fantastisk oplevelse og et godt alternativ til at sove i telt. Søby Strand Camping har 3 hængekøjer med tarp og myggenet, så du trygt og roligt kan lægge dig til ro for natten. Alt du behøver at medbringe til en god nats søvn er din sovepose.