Gråsten Nor
Et stort engområde på den sydlige side af Ærø, som oprindeligt lå under vand.
Gråsten Nor er et engområde på ca. 700 tdr. land på den sydlige del af Ærø. Oprindeligt var noret et stort, fladvandet havområde som lå en meter under havoverfladen.
Ærø var indtil 1856 egentlig to øer, der blev forbundet af en tre meter høj stenrevle, et såkaldt »Drej«.
Mellem de to øer, Vest-Ærø og Lille-Ærø, var et stort, fladbundet farvand, Gråsten Nor, der var opkaldt efter den store hertugelige gård, der lå på den vestlige ende af Drejet. I 1856 blev der bygget en dæmning mellem de to øer i Norets nordlige ende mellem Kragnæs og Solnæs.
Der er i Noret anlagt en vandresti på ca. 8 km. Man behøver naturligvis ikke gå hele turen rundt, og der er flere steder, hvor man kan starte. Mange starter ved flyvepladsen (Dorotheadalsvej 11, 5960 Marstal) andre ved P-pladserne på Drejet (Drejet 4, 5970 Ærøskøbing)
I maj måned kan man i Gråsten Nor nyde synet af op mod 60.000 blomstrende vilde orkideer - den såkaldte majgøgeurt.
Majgøgeurten er pga sin sjældenhed fredet, og må derfor ikke plukkes eller graves op - men meget gerne fotograferes.